HEN UNDER JUL ÅRET 1876

Dengang tip, tip oldefar, sidst på året i 1876 gik rundt derinde i hovedstaden og længtes efter familien, skrev han hjem til familien, at han havde haft planer om at gense dem inden juleferien. Et dårlig ben var imidlertid årsag til, at han nu måtte vente med at rejse hjem til julen, hvor han skulle holde en hyggelig jul med familien i det kære hjem på Fyn. Glæden boblede i ham ved tanken og han tog sig i at gå og nynne, som han skrev til tip, tip oldemor.

Det blev desværre aldrig mere jul for rigsdagsmanden Cornelius Petersen. Få dage før jul, indfandt sygdom sig og han blev indlagt på Kommunehospitalet, hvor han den  17. december 1976 døde af et slagtilfælde, 70 år gammel.

- Men livet og forberedelse til julen gik jo videre og rundt i de små hjem landet over, ville julen indfinde sig den 24. December, som den altid havde gjort.

Folk på landet, byfolk og hjem der ellers forholdt sig til den kristne tro, var på den ene eller anden måde tæt på den stundende højtid.

Også dengang i 1876, var der jo brug for forberedelse og hvad fruerne og madammerne ellers havde brug for. På landet var man så vidt næsten selvforsynende, hvad angik maden. Byfolk måtte købe sine fornødenheder og hvad der nu skulle til i en husholdning.

Ris, mel, gryn, smør rosiner og mere praktisk julelys, for de, der havde råd og ikke selv støbte sine tællelys. Sundhedseleksir, islandsk mavebitter, smukke presenter til julegaver, der nok var forbeholdt et mindretal.
Trikotage i et ordentligt og righoldigt udvalg til julen, porcellain, glas og terracotta. Der var snart ikke den ting, som ikke via annoncer i avisen, blev udbudt til salg.

 Disse juleannoncer og mange, mange flere, stod at læse i Fyens Stiftstidende den decemberdag i 1876, lige før juleaften, hvor dødsannonce over Cornelius Petersen ligeledes fremgik.

Dengang i 50erne

BREV FRA EN DANSK SOLDAT TIL HJEMMET 1864

Nøjagtig en måned efter Cornelius alvorstungt, den 15. februar 1864, skrev hjem til tip, tip oldemor om kongens og Monrads tilbagevenden fra Slesvig og om Monrads alvorlige tale i rigsdagen, skrev en dansk soldat til hjemmet den 14. marts fra officersbarakken uden for skanse nummer 1 i Dybbøl, tæt ved stranden.

Hans kompagni havde fået til opgave at forsvare Dybbøl Kirkegård. "Jeg havde bedt om lov til at være med i en snigpatrulje, hvilket bevilgedes," skrev han. "Vi så eller hørte intet til fjenden, men pludselig knaldedes det lystigt fra vore vedetter."
"Fjenden syntes især at være aldeles rasende på det stakkels kirketårn. Jeg talte ikke mindre end fire kugler gennem vinduet i våbenhuset, hvor vi dagen i forvejen havde siddet så gemytligt og passiaret og frokosteret."

 

 

"For resten reddede jeg en pikkelhue, som jeg hængte på min sabel. Den vakte stor sensation, hvor jeg kom hen, men da al "redning"er strengt forbudt, måtte jeg aflevere den til forpostkommandøren. Jeg havde endda glædet mig til at have den at blære mig med, når jeg kom hjem."

 Kilde : "Breve fra en dansk soldat" af Chr. Bredsdorff 1911 (uddrag)

KONVERSATION MED UNGE FRØKEN MONRAD

Biskop Monrad, der ved årsskiftet 1863 - 1864, satte sig i spidsen for landets regering, blev hurtig en skuffelse for landets konge, Christian IX, der kun vanskeligt formåede at samarbejde med Monrad. Kongen må have set med bekymring på Monrads kringlede sind. Han havde overfor den konservative helstatsmand C N David udtrykt sin bekymring for Monrads excentricitet. Det var ovenikøbet sådan, at kongen faktisk var bange for at køre i bil med monrad i lukket vogn.

Ministeriet Monrad

I dag, hvor en stor del af nationen 150 år efter krigen i 1864, sidder foran TV'et og forsøger at sætte sig ind i danskernes liv dengang i 1864, kommer det over mig, hvor forunderligt det ikke må ha' været for tip, tip oldefar i virkelighedens1864 under et middagsselskab hos Monrad, at konversere sin borddame, den unge frøken Monrad. De talte, ud over krigen fortroligt om Grundtvig, Birkedal m.fl og om hvad, der var det bedste Vorherre og hans nådes gerning iblandt os.

Cornelius skriver videre i brev af 13. marts 1864 til hustruen og hjmmet, at Monrads 17 årige datter betroede ham gerne at ville med i krigen, når det bare kunne gå an. Og i barnlig uskyldighed spurgte hun ham, om han ikke ville med. Til det svarede tip, tip oldefar, at kunne vi begge få den tro, at kunne bidrage til noget særligt til Danmarks frelse ved at gå med, så går vi begge.
Cornelius forklarede det  umulige i den situation og sagde, han var for gammel og hun for ung og slet ikke skabt til den gerning. Men vi kæmper begge to så godt, vi kan, når vi blot aldrig glemmer i vore bønner til vorherre, at bede ham holde sin stærke håndover vort land og over vort folk.
Han fortsætter, at pigen såmænd blev helt bevæget og stille en lille tid.

Kilde : De Danske Ministerier 1848 - 1902 / Omkring en fynsk bonde