Cornelius Petersen

Cornelius Petersen

søndag

FRUENS BØGE, CARLSLUND, BENZON OG TIP, TIPOLDEFAR

Hunderup Skoven, Fruens bøge, beværtningsstedet Carlslund og Dalum Kloster, - alt sammen navne, der genkendes af enhver odenseaner og er blevet det i adskillige årtier.
Hvad der måske ikke opnår lige så stor genkendelse er navnet von Benzon, Juliane Wilhelmine Wedel-Jarlsberg, komtesse og Frederica Edel Benedicte Brüggemann, begge forhenværende koner til kammerherre Benzon på Christiansdal, den sidste, rimeligvis årsag til, at området kom til at hedde Fruens Bøge.

von Benzon

Hvordan passer nu disse personer ind i Cornelius Petersens slægt ?

Jo, kammerherre Benzons første kone, komtesse Juliane var tip 8. oldebarn til Jens Lagesen Dyre, bror til Cornelius Petersens tip 14. oldefar, Knud Lageson Dyre.

Med det sat på plads et par ord om Peter Ulrich Frederik Benzon (1760-1840). Peter fik allerede i en alder af 20 år, udleveret kammerherrenøglen.
Han var søn af kammerherre, major, amtsmand og godsejer Christian Benzon til Christiansdal og dennes hustru Albertine Christine von Heinen.

Christian Benzon og hustru Albertine Christine von Heinen

Peter Ulrich ægtede i 1781 Juliane Wedel-Jarlsberg, komtesse, datter af grev Frederik, Christian Otto Wedel-Jarlsberg og Sophie Huitfeldt.
Juliane faldt imidlertid fra i 1802. I ægteskabet var 3 børn, bl.a. sønnen Christian Frederik Otto Benzon. Herefter ægtede han Frederica Edel Benedicta Brüggemann, der var datter af oberst Nicolai Brüggemann og Vibeke Marie Pentz.

Christian Frederik Otto von Benzon og hustru
 
Frederica Edel Benedicte Brüggemann
Antagelig hende Fruens Bøge er opkaldt efter
 
Som sagt er det meget tænkeligt, at kammerherrens anden hustru er årsag til at området hedder Fruens Bøge. Det siges, hun gik meget i skoven og når nogle spurgte til hendes tilstedeværelse, lød svaret : "Fruen er i Bøgene".

Fruens Bøge

I starten af 1800 tallet begyndte Odenses indbyggere at tage på udflugt til de omkringliggende skove. I starten var Christiansdal Skov ikke meget benyttet, hvilket havde en naturlig forklaring. Skoven var privatejet af kammerherre von Benzon, Christiansdal.
Ved kammerherrens død i 1840, overtog hans søn Christian Frederik Otto Benzon ejendommen Christiansdal med omliggende skov. Han åbnede hurtigt op, så publikum kunne benytte skoven, i hvilken, der lå nogle små huse, heriblandt det, vi kender som Carlslund, som han skaffede udskænkningsbevillinger til.

Carlslund

I Fyens Stiftstidende (et uddrag af Torben Madsens bog, "I byen i Odense, 1950-1980" skriver Torben Madsen om den kendte æggekage beværtning, Carlslund i Fruens Bøge. Han er ikke utilbøjelig til at tro, at navnet Carlslund, kunne være opstået efter kammerherre Benzons søn, Carl Ludvig Adolph von Benzon og jeg giver ham ret. Det er som sagt gisninger, man ved ikke præcis, hvordan navnet Carlslund er blevet til. Men Madsens bud er godt.

Familien Benzon sad på ejerskabet af Christiansdal i mere end 100 år.

Christiansdal / Dalum Kloster

Før 1536 var Christiansdal et benediktinerkloster ved navn Dalum Kloster. Så hed det Christiansdal og efter 1907 tog stedet igen navnet Dalum Kloster.
I dag holder søstre af Skt. Hedvigs ordenen til på stedet.

Kilde : Fruens Bøge / Dansk Biografisk Leksikon / Historisk Atlas / I byen i Odense, 1950-1980

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.